Når trygheden i virkeligheden er hverdagsdrama.

Selvom det kendte ser trygt ud, og vanerne gør, at kroppen ikke reagerer og skejer ud, så kan det kendte være en helt uhensigtsmæssig coping-strategi.

Jeg tilhører den gruppe af sensitive som typisk har knoklet derud af. (Modsat dem der gemmer sig)

Særligt når jeg blever en lille smule bange og usikker.

Eller har prøvet at bevise noget.

Min helt sikre sikkerhedsstrategi var at lave to-do-lister, og holde mig selv i gang med opgaver, ikke nødvendigvis konstruktivt, bare noget.

Og at opfinde mine HELT egne metoder til at gøre helt almindelige ting med.

Før i tiden gjorde jeg virkelig tit mig selv forkert og trak mig fra fællesskaber fordi jeg ikke kunne mærke at andres sandhed var min. Det betød at jeg skabte afstand til andre og aldrig fik den hjælp jeg godt kunne have brugt. Til gengæld blev jeg af de samme mennesker altid spejlet positivt på min handlekraft og udholdenhed. Så jeg fortsatte.

Nu opdager jeg altid min egen usikkerhed. Lynhurtigt.

Så snart jeg falder i gryden med handlinger, frem for væren, ved jeg den er gal.

Det tog mange år at komme forbi det mønster, og opdage at det der egentlig føltes trygt, altså at sætte mine handlinger på autopilot og BLIVE VED til jeg segnede, hverken skabte den ro eller de resultater jeg selv ønskede. Og at jeg på den måde aldrig kom i nærheden af mit sande potentiale.

Intuitionen, kreativiteten og klarhørelsen virker ganske enkelt ikke under pres.

Først da jeg begyndte at gøre det stik modsatte. Det som mit nervesystem på ingen måde var enig i. Meditere, holde mig i ro, græde, grine af det hele og være tilstede i stedet for at flygte ned i opgaver. Først der fik jeg andre resultater. Og først der har jeg fundet den tillid til mig selv og mine evner, som jeg aldrig har kunnet finde hos andre.

Vi finder ikke os selv i andre.

Vi kan spejle os. Og træne tillid og grænsesætning. Men vi finder først os selv, og troen på os selv, når vi tør kigge på os selv.

Jeg har brugt min frygtstrategi, at kæmpe, knokle og være i gang hele mit liv som et værn mod at være forkert med min sensitivitet. Startegien er en del af mit DNA. Men den har aldrig gavnet mig og skabt den tryghed og tillid til mig selv jeg længtes efter. Først da jeg lærte at gå gennem frygten og gøre det præcist modsatte, fik jeg de resultater jeg vidste jeg kunne skabe.

• Hvis du som jeg er på en healende rejse væk fra at slås og kæmpe, vil du genkende at hovedet styrer det meste. At du er verdensmester i at holde dig selv i gang. Med et eller andet. Bare der er opgaver er du glad. At dit egodrive adskiller dig på en rebelsk måde fra andre (jeg kan og gør det selv) og at du kæmper for at beholde dit såkaldte forspring. Hele tiden.
• Hvis dit falske tryghedsmønster kommer af at du gemmer dig, vil du genkende perfektionismen, handlingslammelsen og vreden der altid vender indad, og det at det til tider kan føles som om du er usynlig, fordi al din tid går med at være der for andre og ikke dig selv.

Begge scenarier skaber grundlæggende usikkerhed.

Og begge betyder at vi konstant og hele tiden holder os selv nede for at tilpasse os verden. Fordi vi kommer fra et udtryk af frygt. Og ingen af de to scenarier understøtter at du kommer fra dit unikke selv. Og fra kærlighed.

Men når du har gjort det uhensigtsmæssige i årevis, er det det eneste der føles trygt.

Så når du pludselig har skabt balanceret ro omkring dig. Og fx har nået et mål i din business, som jo er positivt, så føles det helt off.

Og rigtig mange får saboteret sig selv tilbage til det de kender som tryghed. Og som aldrig giver balance.

Kærligst Sofiia

Vil du holdes i hånden mens du finder din særlige vej ud af den falske tryghed?

1:1 mentorforløb

- Vil du virkelig din business, og virkelig arbejde dybere for at finde både balancen, bæredygtigheden, friheden og overskuddet?
Vil du spejles, guides og holdes i hånden mens du bryder ud af de vaner som ikke gavner det du virkelig vil opnå? Læs mere her:

Om Sofiia: