Når egoets entusiasme om et fyldt og succesfuldt liv, tager over for følelsen og oplevelsen af, at vi faktisk lever og ER, ja så forsvinder kærligheden til os selv, og i hverdagens gøren.

Et lang stykke hen af vejen, føles et næret ego som den vildeste (selv)kærlighedserklæring. Men egoet er en spand med hul i bunden. Det vil have mere. Og større og bedre. Og stræber efter kærlighedserklæringer i form af ydre anerkendelse og statussymboler.  Konstant.

Egoet fastholder os i strategier af kamp for at føle sig set og hørt. Og strategierne betyder at vi mere eller mindre er nødt til at lukke ned til væsentlige dele af os selv for at hamle op med de konstant stigende krav om mere og størrer.

I kampen for at komme først, være størst, få succes og undgå fiasko, kontrollerer du både din gøren og din væren. Dine tanker drejer konstant om, hvilke muligheder der for at komme først i mål i en, hvilken som helst situation og din hjerne er på overarbejde for, at prøve at “regne den ud”. Og det skaber rigiditet at alt i din hverdag, skal køre efter en bestemt tilrettelagt strategi.

For vi kan ikke regne andre mennesker ud. Eller situationer. Eller hverdagen. Vi kan derimod opøve en fleksibilitet med os selv, der gør at enhver situation på vejen mod succes kan vendes til en trædesten for netop det.

Vi kan lære egoet at slappe af, og være nænsomme mod os selv i den måde vi dømmer ret og vrang. Og vi kan lære at følelsen af kærlighed aldrig kommer når vi har kæmpet os til den, men tværtimod når vi har tilladt den, at være tilstede.

Sofiia