– sådan sagde præsten (bla.) i går til julegudstjenesten, som iøvrigt var den mest nærværende jeg længe har overværet. Ikke fordi jeg i den forstand render tit i kirke, faktisk er det nok kun den ene gang om året… Og i høj grad skyldes det, at jeg fandt den nærværende, nok også at jeg selv var ret meget tilstede.

Julen, optakten, forventningerne til os selv og til andre, glæden og det faktum, at det er kærlighed og lys vi fejrer, fremkalder de vildeste følelser i os alle. Føler vi os ikke mødt, eller får vi ikke forventningerne indfriet, ligger det lige for, at reagere med frustration og vrede. Lige bagved ligger afmægtigheden som kom fordi vi fra starten af ikke tog hånd om vores egne behov.

Midt i kaos omkring gaver, mad, forventninger og børn der får feber af spænding, og voksne der forsøger at få enderne om hele- og delefamilier til at nå sammen, så er det bare nemmest at pege fingre af alle andre end sig selv.

Når vreden og afmægtigheden ligger lige for, er det tegn på at vi lukker ned istedet for at åbne op. Vrede skaber afstand. Og kaos. Og krig. Ikke sammenhørrighed. Vrede peger fingre, og fortæller at andre ikke er ikke gode nok som de er.

Og alt for tit bliver lysets og kærlighedens fest rammen om vrede, afmægtighed, ligegyldighed og frustration, istedet for det modsatte.
Så istedet for vrede, undrer jeg mig. Undrer mig, og stiller spørgsmål til de underliggende følelser og behov. Og om ikke ude i verden, så skaber det ihvertfald nærvær og forståelse indeni mig. Og ro. Og accept.

Og for hver gang jeg dykker ned i følelsen bagved vreden og undrer mig, opdager jeg endnu et lille stykke “mere menneske”…

Sofiia