Jeg har svært ved at se, at det i daglige nytter noget at jeg fx ved, at min energi tiltrækker et lige match, for jeg går og bliver bange for hvad jeg sender ud. Omvendt kan jeg godt se at når jeg selv er needy overfor nogen, så får jeg ikke helt det jeg ønskede mig, mere en ny version af det jeg selv længtes efter. Og jeg synes mange benytter spiritualiteten til at gemme sig bag og kommer med statements der får det til at lyde som om, at dem som ikke er spirituelle er mindre værd end dem der er. Så jeg er altså skeptisk overfor denne newage – nyreligiøse tilgang til universet, men kan godt se, at der psykologisk kan være en forskel i hvilken tilgang man har til sine omgivelser. Hvordan definerer du forskellen?

Kh Anonym

Kære du.

Jeg synes faktisk det er ærgeligt at det har religiøst præg overhovedet. Spiritualitet handler om selvopfattelse. Og rejsen med at ændre selvopfattelse kan ligeså godt foregå hos en psykoterapeut, som hos en clairvoyant eller en spirituel mentor.

Så jeg deler fuldt ud din betragtning, at det er det psykologiske der er det interessante. Vi ved jo at vi kan ændre på hele vores opfattelse af verden og det vi oplever i den, ved blot at ændre vores tanker, gøren og væren.

For mig er det ligegyldigt om den rejse sker på den ene eller den anden måde. Essensen er at vi udvikler os, både som mennesker og som sjæle. Til det bedre.

Spiritualitet er rammen om en metode (mange forskellige metoder) til dyb selvindsigt. Religioner har derimod faste rammer og også dom og straf på det der ikke er indenfor rammerne. Og det mener jeg ikke er den oprindelige tanke med at vi er her.

Når nogen gemmer sig bag statements og kommer med fakta-udtryk omkring spiritualiteten, så dækker det somregel over at de selv, stadig, har brug for at give deres overbevisninger et bestemt stempel. Ikke at det er sådan det er i virkeligheden. Voksende selvopfattelse skulle gerne gøre én til et mere bevidst menneske, og fra det sted dømmer du ikke andre. Uanset ståsted og overbevisninger.

Kram Sofiia